Post by Mephisto on Mar 30, 2016 16:11:55 GMT
Udseende: s99.photobucket.com/user/liversnapkitty/media/OMGpretty.jpg.html
Navn: Mephisto.
Betydning: Ordet Mephisto er den korte form af navnet Mephistopheles. Navnet anvendes som arketype for djævelen.
Citat: A question that sometimes drives me crazy; Am I or are the others crazy?
Køn: Han.
Alder: Voksen.
Højde: 65 cm.
Type: Neutral.
Personlighed: Mephisto er en enspænder, der holder af at være i sit eget selskab. Venskaber betyder intet for ham, og han har svært ved at skabe nye relationer. Ser du, Mephisto er ikke helt rigtig i hovedet. Det er ikke til at sige, hvad han fejler, men noget er ikke helt, som det skal være. Han forstår sig ikke på andres følelser. Det er fremmed for ham, da han ikke selv er i stand til at føle noget.
Mephisto er derfor lidt af en særling. Han er meget mærkelig at omgås med, da han langt fra er som andre. Eftersom han ikke rigtigt er i stand til at føle noget, føler han heller ikke skam, ydmyghed, anger eller andet i den dur - han er med andre ord fuldstændig hæmningsløs. Da han ikke er i stand til at få tætte forhold til andre, er han derfor nødt til at finde på andre måder at underholde sig selv på.
Han er ikke udpræget ond, så det er ikke ondskabsfulde ting, han nyder at underholde sig selv med. Mephisto er bare... sær. Han er ligeglad med alt og alle, og derfor er han også ligeglad med, hvordan han præsenterer sig selv, og hvilket indtryk han vil komme til at give folk. Han gør derfor, hvad der passer ham, når det passer ham. Da han tilbringer meget tid alene og derfor tit mangler noget at lave i løbet af dagen, morer han sig gevaldigt med at føre de mest mærkelige samtaler med fremmede. Han kan være ufatteligt provokerende, irriterende, ulogisk og svær at forstå. Man bliver vel lidt skør af at leve så længe i sit eget selskab...
Selvom Mephisto ikke generelt er en ond hund, er han bestemt heller ikke god. Gode gerninger er ikke noget, han praktiserer, og han giver ikke fem flade øre for andres følelser. Han kan svigte folk, træde på folk, genere folk, såre folk... og det vil ikke rage ham det fjerneste. Selvom han absolut ikke er voldelig, kan han godt være meget ubehagelig på det mentale plan - for han tænker simpelthen slet ikke over, at det kan såre folk.
Mephisto kan på mange måder godt sammenlignes med en lille, uopdragen hvalp. En rigtig rebel, der ikke følger de rette normer i omgangen med andre hunde og ulve. Han lever udelukkende efter sin egen standard, og det forekommer ham meget fjernt at skulle tilpasse sig efter andres måder at leve på. Dette er også en af de største grunde til, at han ikke har nogen tætte relationer til andre - han er ikke i stand til at gå på kompromis, og jeg tror ikke, at der findes én eneste hund eller ulv i hele verden, der ville kunne holde hans selskab ud i længere tid ad gangen. Så for at sige det lidt mere generelt, er Mephisto ikke en hund, du på nogen måde behøver at frygte - for han har ingen interesse i at skade dig. Han får intet rus ud af at dræbe eller se andre lide, og dette er sådan set den eneste grund til, at han ikke gør det. For moralsk set ville han med sikkerhed ikke have noget problem med at gøre det. Så du kan altså sammenligne Mephisto lidt med en sand landsbytosse. Han er helt og aldeles uskadelig, men kan være yderst ubehagelig alligevel. Han er en enspænder, der lever alene og foretrækker sit eget selskab, men han er alligevel meget snakkesalig og indvier alle på hans vej om sine tanker eller skøre påfund, hvad enten de vil det eller ej.
Fortid: Det var en solrig, tidlig morgen i juli. Duggen lå som et vådt tæppe henover jorden og fyldte luften med en klar, mild duft. Den tidlige morgensol varmede med sine spæde stråler. Alt i alt var det bare en dejlig sommermorgen. Langs en lille græssti kom en ung, grå hunulv lystigt travende. Hendes hvide hale logrede muntert bag hende, hendes smukke hoved var rejst, og hendes humør var højt. Hun var stået tidligere op end nogen af de andre ulve. Det yndede hun at gøre en gang imellem, da hun syntes vældig godt om at stå op og begive sig af sted uden nogen andre omkring sig. Denne morgen var hun på vej mod en dejlig, bred sø i nærheden. Det havde været en meget hård sommer, og tørken havde efterhånden overtaget det meste af landet. Derfor var hun og hendes flok rejst til dette nye sted for at finde vand. Det havde været en lang og udmattende rejse, men det var det hele værd en morgen som denne, når hun frisk som en havørn kunne tage ned til søen og begrave sin tunge i det iskolde vand.
Hun havde ikke løbet særligt længe, før søen dukkede op bag de meterhøje græsstrå. Hun kastede ivrigt med hovedet, og med lette skridt bevægede hun sig et stykke ud i søen, sparkede legesygt ud med sine forben og drak lystigt af vandet. Hun var endnu en ung tæve, og det sås tydeligt på hendes lettere overdrevne begejstring for visse ting. Hun drak vandet i lange slurke og mærkede med en tilfredsstillelse, hvordan den brændende fornemmelse i hendes hals forsvandt.
Lige som den grå tæve stod og nød sin morgenforfriskning, hørtes en svag puslen i det høje græs omkring hende. I starten lagde hun ikke noget synderligt i det; hun var lettere naiv af natur og regnede automatisk med, at det var et andet lille dyr, der som hende selv havde fundet vejen ned til denne berigende sø. Men den vedvarende puslen holdt ikke op. Den udviklede sig til nogle små, gurglende lyde. Den unge tæve spidsede straks ører og trådte nysgerrigt frem. Hun var ikke bange af sig, og i stedet for at sætte i løb og flygte, blev hun tiltrukket af sin enorme nysgerrighed. Hun trådte ind i det meterhøje græs og skubbede de store strå til siden med sit hoved. Pludselig mærkede hun noget for foden af sine poter. Hun stivnede og så sig forskrækket ned. Under hende, dybt gemt i det høje græs, lå en lille hvalp. Han kiggede op på hende med missende, søvnige øjne og lignede én, der lige var vågnet. Hans små, skringre lyde tydede på, at han var forvirret og ikke følte sig helt sikker på dét, der skete omkring ham. Den grå tæve stak sit venlige hoved ned til ham og betragtede ham nøje. Han så ikke ud til at være særligt gammel, og han virkede både underernæret og dehydreret. En hvalp i hans alder var bestemt ikke egnet til at klare sig på egen hånd. "Hvor er din mor, lille ven?" spurgte hun og smilede kærligt til ham.
Han kunne naturligvis ikke svare. I stedet puffede han nysgerrigt til hendes hage og brummede kærligt. Den unge htæve gengældte hans puf, inden hun tog hovedet opad igen. Hvad lavede denne unge fyr mon her? Han måtte være blevet væk fra sin mor. Tæven rejste sit hoved i vejret og hylede kaldende ud i luften. Moren kunne ikke være langt væk. Da hun ikke fik noget svar, gik hun lidt rundt i området og fortsatte sin kalden. Men der var ingen tegn på hanhvalpens mor i nærheden. Med nervøse skridt gik hun tilbage til ham. Hans mor var her ikke. Han var helt alene. Hun kiggede nærmere på ham. Det sted, han lå, var ikke just et sted, en lille hvalp frivilligt ville bevæge sig ind i. Og han lå så roligt og lignede én, der lige var vågnet fra sin søvn. En fortvivlet hvalp, der var blevet væk fra sin mor, ville vel ikke bare lægge sig til at sove? Hun rynkede forarget på snuden. Han måtte have lagt sig til at sove her ved siden af sin mor, og så i nattens mulm og mørke måtte hun have forladt ham. Der var ingen anden forklaring. Den unge tæve kunne ikke bare lade den stakkels fyr blive herude, så hun besluttede sig for at bringe ham med hjem til sin flok, hvor han ville være i sikkerhed. Hun stak venligt hovedet ned til ham og puffede ham så op at stå. Så nappede hun legesygt ud efter ham og gjorde tegn til ham om at følge med hende.
De nåede hjem til hendes flok, hvor hun straks opsøgte lederen. Han var en flink og meget barmhjertig ulv, så selvfølgelig bød han hvalpen hjerteligt velkommen i flokken. Den grå tæve fik lov til at beholde ham, passe og pleje ham og lade ham vokse op på lige fod med de andre hvalpe i flokken. Den Ældste, som var en meget gammel og vis hunulv, kom gående i baggrunden. Hun stillede sig op foran den lille hvalp og betragtede ham med sine blinde øjne. "Mephisto..." lød hendes hæse stemme.
"Skal du ikke hen og lege med de andre, Mephisto?" spurgte den grå tæve og sendte ham et af sine sædvanlige, venlige smil. Den unge hanhund lå på ryggen på en sten med benene strakt i vejret. De andre ungulve legede ved et lille vandhul få meter derfra. Mephisto betragtede dem med et tomt blik. "Det nytter ikke noget..." svarede han. "De vil ikke lege med mig. Jeg er for sær."
Den unge Mephisto var nu vokset op og var blevet en stor, stærk unghund. Han var erklæret flokkens tosse, og ingen ville have noget med ham at gøre. Han sagde de mest sære ting, og ingen brød sig om at være i hans selskab særligt længe ad gangen. Den eneste, der stadig holdt hans særhed ud, var den grå tæve. Hun elskede ham som sin egen søn, selvom hun ikke var i tvivl om, at der var noget helt galt med denne hund. Han var overhovedet ikke som nogen af de andre unge ulve i flokken. Hun beskyttede ham med alt, hvad hun havde i sig, og hun hadede de andre for at udstøde ham på den måde - men inderst inde kunne hun ikke helt bebrejde dem. Hun forstod godt deres valg. Selv var hun bare alt for blændet af kærlighed til at kunne bede ham om at holde sig væk.
Årene gik, og Mephisto levede stadig i flokken - selvom man knapt nok kunne kalde det dét. Bevares, han fik da mad, vand og beskyttelse fra flokken - men mentalt var der næppe nogen, der så ham som et fuldgyldigt medlem af flokken. Ingen ville have noget at gøre med ham. Selv den tæve, han altid havde elsket som sin egen mor, havde vendt ham ryggen. Han var helt alene.
"Du er den underligste hund, jeg nogensinde er stødt på, Mephisto!" lød de ondskabsfulde ord fra den grå tæves mund. "Du er et djævleyngel! Du har bragt skam over mig! Jeg ville ønske, at jeg aldrig nogensinde havde taget dig til mig - jeg skulle have ladet dig ligge og rådne op ved den sø! Jeg vil ikke kendes ved dig længere! Forsvind hefra og kom aldrig tilbage!"
Den spraglede hanhund vippede uinteresseret med sine røde og sorte ører. Tævens ord prellede fuldstændigt af på ham. Ikke så meget som én følelse rørte sig i ham. Han var hverken såret, ked af det eller vred. Han var bare... ligeglad. Han nikkede sløvt til hende, vendte sig om og gik væk."
I længere tid levede Mephisto det ensomme strejferliv. Men ensom følte han sig nu ikke - tværtimod! Han trivedes forbløffende godt i sit eget selskab. Når han var alene, kunne han selv bestemme, hvad han ville, og hvornår han ville gøre det. Der var ingen normer, der skulle følges. Ingen retningslinjer, der ej måtte brydes. Han var fri som fuglen og kunne gøre, hvad han ville - og han elskede det!
Han faldt forholdsvist hurtigt ind i rollen som den gakkede eneboer. Han rejste fra sted til sted og mødte mange forskellige ulve og hunde - ingen af dem blev dog hængende som længerevarende venskaber. Han fik mange dårlige kommentarer med på sin vej, men de prellede helt af på ham - ingen kunne såre ham. Han elskede sit liv som strejfer, og han blev mere og mere gakket, som tiden gik.
Mephisto rejste fra land til land og klarede sig på egen hånd uden overhovedet at have nogen relationer. Han frygtede aldrig livet, og han savnede aldrig sin gamle flok. Alligevel følte han tit, at han manglede et sted at høre til... et sted, han for alvor kunne kalde sit eget. Han nød strejferlivet og ville leve sådan for evigt. Men han var træt af evigt og altid at rejse til nye steder, som han aldrig følte sig helt tilpas i. Han satte sig derfor for mål at finde en plads i livet; et sted, hvor han hørte til.
Det var dér, han mødte Akata; sit livs største kærlighed og den eneste anden person, der nogensinde havde fået lov til at blive en del af hans liv. Han havde nu fundet en partner at rejse sammen med og en mening med livet. Sammen fik de én hvalp, den skønne Emeriel. Mephisto havde nu en familie, som han kunne kalde sin egen, og han var lykkelig! Sammen rejste de rundt fra land til land, indtil de fandt Northwind og besluttede sig for at starte et nyt liv her.
Andet: Mephisto er en schæferhund i den sjældne farve "panda". Han er mage til Akata og far til Emeriel.
Styres af: Trinse.
Navn: Mephisto.
Betydning: Ordet Mephisto er den korte form af navnet Mephistopheles. Navnet anvendes som arketype for djævelen.
Citat: A question that sometimes drives me crazy; Am I or are the others crazy?
Køn: Han.
Alder: Voksen.
Højde: 65 cm.
Type: Neutral.
Personlighed: Mephisto er en enspænder, der holder af at være i sit eget selskab. Venskaber betyder intet for ham, og han har svært ved at skabe nye relationer. Ser du, Mephisto er ikke helt rigtig i hovedet. Det er ikke til at sige, hvad han fejler, men noget er ikke helt, som det skal være. Han forstår sig ikke på andres følelser. Det er fremmed for ham, da han ikke selv er i stand til at føle noget.
Mephisto er derfor lidt af en særling. Han er meget mærkelig at omgås med, da han langt fra er som andre. Eftersom han ikke rigtigt er i stand til at føle noget, føler han heller ikke skam, ydmyghed, anger eller andet i den dur - han er med andre ord fuldstændig hæmningsløs. Da han ikke er i stand til at få tætte forhold til andre, er han derfor nødt til at finde på andre måder at underholde sig selv på.
Han er ikke udpræget ond, så det er ikke ondskabsfulde ting, han nyder at underholde sig selv med. Mephisto er bare... sær. Han er ligeglad med alt og alle, og derfor er han også ligeglad med, hvordan han præsenterer sig selv, og hvilket indtryk han vil komme til at give folk. Han gør derfor, hvad der passer ham, når det passer ham. Da han tilbringer meget tid alene og derfor tit mangler noget at lave i løbet af dagen, morer han sig gevaldigt med at føre de mest mærkelige samtaler med fremmede. Han kan være ufatteligt provokerende, irriterende, ulogisk og svær at forstå. Man bliver vel lidt skør af at leve så længe i sit eget selskab...
Selvom Mephisto ikke generelt er en ond hund, er han bestemt heller ikke god. Gode gerninger er ikke noget, han praktiserer, og han giver ikke fem flade øre for andres følelser. Han kan svigte folk, træde på folk, genere folk, såre folk... og det vil ikke rage ham det fjerneste. Selvom han absolut ikke er voldelig, kan han godt være meget ubehagelig på det mentale plan - for han tænker simpelthen slet ikke over, at det kan såre folk.
Mephisto kan på mange måder godt sammenlignes med en lille, uopdragen hvalp. En rigtig rebel, der ikke følger de rette normer i omgangen med andre hunde og ulve. Han lever udelukkende efter sin egen standard, og det forekommer ham meget fjernt at skulle tilpasse sig efter andres måder at leve på. Dette er også en af de største grunde til, at han ikke har nogen tætte relationer til andre - han er ikke i stand til at gå på kompromis, og jeg tror ikke, at der findes én eneste hund eller ulv i hele verden, der ville kunne holde hans selskab ud i længere tid ad gangen. Så for at sige det lidt mere generelt, er Mephisto ikke en hund, du på nogen måde behøver at frygte - for han har ingen interesse i at skade dig. Han får intet rus ud af at dræbe eller se andre lide, og dette er sådan set den eneste grund til, at han ikke gør det. For moralsk set ville han med sikkerhed ikke have noget problem med at gøre det. Så du kan altså sammenligne Mephisto lidt med en sand landsbytosse. Han er helt og aldeles uskadelig, men kan være yderst ubehagelig alligevel. Han er en enspænder, der lever alene og foretrækker sit eget selskab, men han er alligevel meget snakkesalig og indvier alle på hans vej om sine tanker eller skøre påfund, hvad enten de vil det eller ej.
Fortid: Det var en solrig, tidlig morgen i juli. Duggen lå som et vådt tæppe henover jorden og fyldte luften med en klar, mild duft. Den tidlige morgensol varmede med sine spæde stråler. Alt i alt var det bare en dejlig sommermorgen. Langs en lille græssti kom en ung, grå hunulv lystigt travende. Hendes hvide hale logrede muntert bag hende, hendes smukke hoved var rejst, og hendes humør var højt. Hun var stået tidligere op end nogen af de andre ulve. Det yndede hun at gøre en gang imellem, da hun syntes vældig godt om at stå op og begive sig af sted uden nogen andre omkring sig. Denne morgen var hun på vej mod en dejlig, bred sø i nærheden. Det havde været en meget hård sommer, og tørken havde efterhånden overtaget det meste af landet. Derfor var hun og hendes flok rejst til dette nye sted for at finde vand. Det havde været en lang og udmattende rejse, men det var det hele værd en morgen som denne, når hun frisk som en havørn kunne tage ned til søen og begrave sin tunge i det iskolde vand.
Hun havde ikke løbet særligt længe, før søen dukkede op bag de meterhøje græsstrå. Hun kastede ivrigt med hovedet, og med lette skridt bevægede hun sig et stykke ud i søen, sparkede legesygt ud med sine forben og drak lystigt af vandet. Hun var endnu en ung tæve, og det sås tydeligt på hendes lettere overdrevne begejstring for visse ting. Hun drak vandet i lange slurke og mærkede med en tilfredsstillelse, hvordan den brændende fornemmelse i hendes hals forsvandt.
Lige som den grå tæve stod og nød sin morgenforfriskning, hørtes en svag puslen i det høje græs omkring hende. I starten lagde hun ikke noget synderligt i det; hun var lettere naiv af natur og regnede automatisk med, at det var et andet lille dyr, der som hende selv havde fundet vejen ned til denne berigende sø. Men den vedvarende puslen holdt ikke op. Den udviklede sig til nogle små, gurglende lyde. Den unge tæve spidsede straks ører og trådte nysgerrigt frem. Hun var ikke bange af sig, og i stedet for at sætte i løb og flygte, blev hun tiltrukket af sin enorme nysgerrighed. Hun trådte ind i det meterhøje græs og skubbede de store strå til siden med sit hoved. Pludselig mærkede hun noget for foden af sine poter. Hun stivnede og så sig forskrækket ned. Under hende, dybt gemt i det høje græs, lå en lille hvalp. Han kiggede op på hende med missende, søvnige øjne og lignede én, der lige var vågnet. Hans små, skringre lyde tydede på, at han var forvirret og ikke følte sig helt sikker på dét, der skete omkring ham. Den grå tæve stak sit venlige hoved ned til ham og betragtede ham nøje. Han så ikke ud til at være særligt gammel, og han virkede både underernæret og dehydreret. En hvalp i hans alder var bestemt ikke egnet til at klare sig på egen hånd. "Hvor er din mor, lille ven?" spurgte hun og smilede kærligt til ham.
Han kunne naturligvis ikke svare. I stedet puffede han nysgerrigt til hendes hage og brummede kærligt. Den unge htæve gengældte hans puf, inden hun tog hovedet opad igen. Hvad lavede denne unge fyr mon her? Han måtte være blevet væk fra sin mor. Tæven rejste sit hoved i vejret og hylede kaldende ud i luften. Moren kunne ikke være langt væk. Da hun ikke fik noget svar, gik hun lidt rundt i området og fortsatte sin kalden. Men der var ingen tegn på hanhvalpens mor i nærheden. Med nervøse skridt gik hun tilbage til ham. Hans mor var her ikke. Han var helt alene. Hun kiggede nærmere på ham. Det sted, han lå, var ikke just et sted, en lille hvalp frivilligt ville bevæge sig ind i. Og han lå så roligt og lignede én, der lige var vågnet fra sin søvn. En fortvivlet hvalp, der var blevet væk fra sin mor, ville vel ikke bare lægge sig til at sove? Hun rynkede forarget på snuden. Han måtte have lagt sig til at sove her ved siden af sin mor, og så i nattens mulm og mørke måtte hun have forladt ham. Der var ingen anden forklaring. Den unge tæve kunne ikke bare lade den stakkels fyr blive herude, så hun besluttede sig for at bringe ham med hjem til sin flok, hvor han ville være i sikkerhed. Hun stak venligt hovedet ned til ham og puffede ham så op at stå. Så nappede hun legesygt ud efter ham og gjorde tegn til ham om at følge med hende.
De nåede hjem til hendes flok, hvor hun straks opsøgte lederen. Han var en flink og meget barmhjertig ulv, så selvfølgelig bød han hvalpen hjerteligt velkommen i flokken. Den grå tæve fik lov til at beholde ham, passe og pleje ham og lade ham vokse op på lige fod med de andre hvalpe i flokken. Den Ældste, som var en meget gammel og vis hunulv, kom gående i baggrunden. Hun stillede sig op foran den lille hvalp og betragtede ham med sine blinde øjne. "Mephisto..." lød hendes hæse stemme.
"Skal du ikke hen og lege med de andre, Mephisto?" spurgte den grå tæve og sendte ham et af sine sædvanlige, venlige smil. Den unge hanhund lå på ryggen på en sten med benene strakt i vejret. De andre ungulve legede ved et lille vandhul få meter derfra. Mephisto betragtede dem med et tomt blik. "Det nytter ikke noget..." svarede han. "De vil ikke lege med mig. Jeg er for sær."
Den unge Mephisto var nu vokset op og var blevet en stor, stærk unghund. Han var erklæret flokkens tosse, og ingen ville have noget med ham at gøre. Han sagde de mest sære ting, og ingen brød sig om at være i hans selskab særligt længe ad gangen. Den eneste, der stadig holdt hans særhed ud, var den grå tæve. Hun elskede ham som sin egen søn, selvom hun ikke var i tvivl om, at der var noget helt galt med denne hund. Han var overhovedet ikke som nogen af de andre unge ulve i flokken. Hun beskyttede ham med alt, hvad hun havde i sig, og hun hadede de andre for at udstøde ham på den måde - men inderst inde kunne hun ikke helt bebrejde dem. Hun forstod godt deres valg. Selv var hun bare alt for blændet af kærlighed til at kunne bede ham om at holde sig væk.
Årene gik, og Mephisto levede stadig i flokken - selvom man knapt nok kunne kalde det dét. Bevares, han fik da mad, vand og beskyttelse fra flokken - men mentalt var der næppe nogen, der så ham som et fuldgyldigt medlem af flokken. Ingen ville have noget at gøre med ham. Selv den tæve, han altid havde elsket som sin egen mor, havde vendt ham ryggen. Han var helt alene.
"Du er den underligste hund, jeg nogensinde er stødt på, Mephisto!" lød de ondskabsfulde ord fra den grå tæves mund. "Du er et djævleyngel! Du har bragt skam over mig! Jeg ville ønske, at jeg aldrig nogensinde havde taget dig til mig - jeg skulle have ladet dig ligge og rådne op ved den sø! Jeg vil ikke kendes ved dig længere! Forsvind hefra og kom aldrig tilbage!"
Den spraglede hanhund vippede uinteresseret med sine røde og sorte ører. Tævens ord prellede fuldstændigt af på ham. Ikke så meget som én følelse rørte sig i ham. Han var hverken såret, ked af det eller vred. Han var bare... ligeglad. Han nikkede sløvt til hende, vendte sig om og gik væk."
I længere tid levede Mephisto det ensomme strejferliv. Men ensom følte han sig nu ikke - tværtimod! Han trivedes forbløffende godt i sit eget selskab. Når han var alene, kunne han selv bestemme, hvad han ville, og hvornår han ville gøre det. Der var ingen normer, der skulle følges. Ingen retningslinjer, der ej måtte brydes. Han var fri som fuglen og kunne gøre, hvad han ville - og han elskede det!
Han faldt forholdsvist hurtigt ind i rollen som den gakkede eneboer. Han rejste fra sted til sted og mødte mange forskellige ulve og hunde - ingen af dem blev dog hængende som længerevarende venskaber. Han fik mange dårlige kommentarer med på sin vej, men de prellede helt af på ham - ingen kunne såre ham. Han elskede sit liv som strejfer, og han blev mere og mere gakket, som tiden gik.
Mephisto rejste fra land til land og klarede sig på egen hånd uden overhovedet at have nogen relationer. Han frygtede aldrig livet, og han savnede aldrig sin gamle flok. Alligevel følte han tit, at han manglede et sted at høre til... et sted, han for alvor kunne kalde sit eget. Han nød strejferlivet og ville leve sådan for evigt. Men han var træt af evigt og altid at rejse til nye steder, som han aldrig følte sig helt tilpas i. Han satte sig derfor for mål at finde en plads i livet; et sted, hvor han hørte til.
Det var dér, han mødte Akata; sit livs største kærlighed og den eneste anden person, der nogensinde havde fået lov til at blive en del af hans liv. Han havde nu fundet en partner at rejse sammen med og en mening med livet. Sammen fik de én hvalp, den skønne Emeriel. Mephisto havde nu en familie, som han kunne kalde sin egen, og han var lykkelig! Sammen rejste de rundt fra land til land, indtil de fandt Northwind og besluttede sig for at starte et nyt liv her.
Andet: Mephisto er en schæferhund i den sjældne farve "panda". Han er mage til Akata og far til Emeriel.
Styres af: Trinse.